At passe på andre – uden at miste sig selv
Om bekymring, nærvær og forebyggelse af omsorgstræthed i plejefamilien
Det at være plejefamilie kan være både meningsfuldt og givende, men det kan også være følelsesmæssigt krævende. Når man over længere tid har ansvar og omsorg for et barn, der måske har oplevet svigt, traumer eller andre belastninger, kan bekymringer, ansvarsfølelse og følelsesmæssigt pres komme til at fylde meget.
På dette 2-timers onlinekursus sætter psykolog Jens Einar Jansen fokus på, hvordan man kan passe på sig selv, samtidig med at man er der for et barn.
Vi kommer blandt andet omkring:
- Hvad omsorgstræthed er, og hvordan man opdager de tidlige tegn
- Hvorfor vedvarende ansvar, bekymringer og følelsesmæssig involvering kan slide
- Hvordan man kan bruge mindre energi på bekymringer og grublerier og skabe mere nærvær
- Egenomsorg, grænser og balancen mellem engagement og overansvar
- At håndtere afsked, tab og svære følelser uden at miste sig selv
- Konkrete strategier til at forebygge og håndtere omsorgstræthed i hverdagen
Kurset veksler mellem faglige oplæg, konkrete eksempler og små refleksionsøvelser, og der vil være mulighed for dialog og spørgsmål.
Om underviseren
Jens Einar Jansen er autoriseret psykolog, specialpsykolog i psykiatri, specialist i psykoterapi og ph.d. Han har arbejdet mere end 15 år i psykiatrien som behandler og forsker og arbejder i dag som privatpraktiserende psykolog på Vesterbro i København.
